For de nydende


Noget for en hver smag. Ikast-Brande Kommune har gennem mange år været i front, når der indbydes til kulturelle workshops. På den musikalske scene har Swinging Europe (et EU-projekt med unge jazzmusikere), Unge Sangere og Operaworkshop været tilbagevendende arrangementer med et højt fagligt niveau, mens internationale kunstnere hvert år gæster kommunen i en uge for at udtrykke sig i billeder. Kunsten er mange steder i kommunen, i pakhuse, i kunstparker, på gavle, i gallerier - kunsten er allestedsnærværende og optræder synligt i gadebilledet over alt i kommunen. Og hvis ikke de nye torve i Ikast og Brande tilfredsstiller ønsket om høj arkitektur og kunst, så ligger vi tæt på Carl-Henning Pedersens Museum og Kunstens Hus.

Hvad enten man er til Steffen Brandt, Stig Rossen eller Jette Torp, det intime eller storslåede, så byder Ikast-Brande Kommune på fornemme kulturhuse. Bakkehuset i Ikast er det intime spillested med plads til 150 personer, mens Remisen Brande kan bespise op mod 1000 personer. Atmosfæren, stemningen, det gamle i det nye er kodeordene for de to kultursteder - rammerne er unikke, hvilket mange uden for kommunen har fået øjnene op for.

Film skal ses i biografen... og det bliver de! I kommunen er der to biografer med 3 sale i hver. Biografen i Ikast er helt ny - og vælter sig i moderne teknisk isenkram. Den anden biograf, Klovborg Kino, er mildest talt et unikt eksempel på vores stædighed og gå-på-mod. Biografen har knap 400 sæder og ligger i en by med ca. 550 indbyggere. Den er i 2007 kåret som Danmarks bedste biograf.

Festivalerne i Ikast-Brande Kommune trækker fulde huse. Musikken lyder flere gange om året i Ikast-Brande. De tre største festivaler: Ikast Musikliv, Bording Rock og Sensommer Rock, trækker alle flere tusinde gæster og har et bredt repertoire af danske musikere på plakaten.